Menu Luk

Padel

2 udendørs padelbaner

Vallensbæk Tennisklub har, i samarbejde med Vallensbæk Idrætscenter, anlagt 2 udendørs padelbaner i efteråret 2019.  Begge baner har lys.

Bookning
Idrætscentret og tennisklubben deles om banerne og de skal bookes  Vallensbæk Idrætscenter. Der kan kun bookes i tidsrummet kl. 10-19, da idrætscentrets personale skal låse af. Af samme grund kan der kun spilles på tirsdage, onsdage, torsdage og fredage. 

Nøgle, bat og bolde
Banerne er aflåste og man henter nøgle i Vallensbæk Idrætscenters information, efter bookning er foretaget. Vi kan ikke stille bats og bolde til rådighed grundet covid-19 situationen.

Find vej
Banerne ligger mellem tennishallen og tennis grusbanerne. Det er nemt at komme til banerne på cykel. Cykelstien, der løber gennem Vallesbæk, går lige forbi banerne. Der er cykelparkering ved grusbanerne og parkeringsplads ved Vallensbæk Idrætscenter og foran tennishallen.

Pris

Medlem af tennisklub.
Pris for bookning af padel er 75 kr. per time.

Ikke medlem af tennisklub
Som ikke medlem af tennisklubben, kan du booke padel baner gennem idrætscentret. Dette kræver adgang til idrætscentrets bookingsystem. Læs mere om det her.

Sådan spilles padel

Padel reglerne - hurtig gennemgang

Bat og bold
Bold minder meget om tennisbolden, men er lidt blødere og mindre. Du kan derfor sagtens spille med en lidt flad tennisbold. Her kan du læse en grundig sammenligning; Forskellen på en tennisbold og en padelbold. Der spilles med et bat i stedet for en ketcher.

Point
Der gives point som i tennis. 15, 30, 40, point. Man skal vinde med 2, så ved 40-40 skal der vindes 2 point i træk for at få partiet.

Serv
Igen minder reglerne om tennis. Man server bag servlinien og server diagonalt. Man starter bag højre servfelt og server til modstanderen i venstre servfelt, set fra serveren. Man har 2 servforsøg.

Bolden skal slås i jorden og derefter skydes over. Bolden skal rammes under taljen og der må kun bruges underhåndsserv. Den skal ramme jorden i modtagerservfeltet som det første.

Modtage bolden
Efter serv skal bolden ramme jorden i servboksen som det første. Man kan så skyde bolden tilbage eller lade den ramme glasvæggen inden man returnerer den. Efterfølgende må samme bold gerne tages inden den rammer jorden eller glasvæggen. Bolden må aldrig ramme stålgitret.

Brug væggene
I padel er det, som i squash, tilladt at bruge væggene. Du kan vælge at lade en bold ramme glasvæggen inden du slår den retur, eller du kan returnere bolden ved at skyde den i  din glasvæg. Bolden skal derefter ramme jorden på modstanderens side.

Officielle regler
De officielle padel regler kan læses i denne pdf (starter på side 18).