Menu Luk

Klubbens historie

VTK - tennistraditioner siden 1979 

Vallensbæk Tennisklub blev grundlagt 14. juni 1979 – netop i “de store tennisår”, der blandt andet blev tegnet af legenderne Björn Borg og John McEnroe. Det var en periode, hvor tennissporten nød fantastisk stor interesse for såvel udøvende idrætsfolk som sportspublikum – ikke mindst på grund af udviklingen i TV-mediets hastigt voksende dækning og den heraf følgende økonomi, der fulgte sporten. Siden disse velmagtsdage har tennissporten mødt en stigende konkurrence fra et stadigt større udbud af sports- og fritidsaktiviteter, og andre idrætsgrene har overtaget rollen som “folkesport” og massemediernes gunst.

Den generelle udvikling i tennissporten har naturligvis også ramt Vallensbæk Tennisklub. I de største år talte vi omkring 500 medlemmer – i dag er vi ca. 200 aktive medlemmer i VTK. Siden 2006 har vi imidlertid kunnet notere en betydelig tilgang af juniorspillere, således at vi i dag faktisk har en pæn nettotilgang af medlemmer. 

Vi forsøger at gøre et godt lokalt arbejde, særligt blandt skolebørn og gennem den daglige træning, og der er ingen tvivl om, at de nye internationale stjerner har skabt fornyet interesse for sporten. Der hersker utvivlsomt også en positiv “Caroline Wozniacki effekt” – særligt blandt danske børn og unge. 

Hos VTK søger vi at skabe plads til både bredde og ambition i tennisspillet. Vi tilbyder træning for juniorer (7 – 17 år), seniorer (18 – 45 år), veteraner (+45 år) samt motionister. Der er en professionel træner, men særligt en del af motionist- og veterantræning foregår på et mere selvstyrende og frivilligt plan – organiseret af erfarne spillere. 

I 2019 udvidede klubben med 2 padelbaner og en kunstgræsbane, så klubben nu råder over 2 indendørsbaner, 6 grusbaner, 1 kunstgræsbane samt 2 padelbaner.